Søg i denne blog

fredag den 1. august 2014

SOMMERFERIE - JUHUUUU!

I år har jeg haft ferie. Rigtig ferie. Ligesom alle andre lønmodtagere - ferie.
Dvs. jeg har ikke arbejdet, tænkt på eller på nogen måde gjort noget, jeg skal bruge på mit arbejde. Det er sørme lang tid siden, jeg sidst har prøvet det. Faktisk små 15 år siden.

Efter nogle sabbatår midt i mit studie startede jeg for 15 år siden på Aalborg Seminarium for at færdiggøre mine linjefag og mit pædagogiske speciale. Efter eksamen to år senere fik jeg arbejde på Gl. Hasseris Skole og har arbejdet fuldtids som lærer siden.

Jeg har altid "haft antennerne ude" i forhold til inspiration til nye undervisningsforløb. Fordi jeg har undervist i "de kreative fag", musik, billedkunst, håndarbejde og værkstedsfag, har jeg altid kunnet finde nye ideer overalt. Det er jo svært at styre, hvornår du bliver inspireret. Mine ferier har jeg brugt til at komme ovenpå, få ordnet hængepartier og til at starte/sætte mig ind i det næste undervisningsforløb.
Jeg har de sidste tre år holdt fri hele juli måned. Ellers har jeg sådan set aldrig haft HELT FRI!
...altså før i år.

I denne sommerferie har jeg ikke lavet en dyt i forhold til forberedelse af næste skoleår. Det skal jeg nemlig først forholde mig til på mandag. Fra i dag af er jeg - ligesom resten af lærerstanden i Danmark, normaliseret.

Hvad det helt indebærer, ved jeg ikke. Det finder jeg nok ud af. Jeg har besluttet mig til, jeg ikke vil stresse overhovedet. Det er ikke mig, der har valgt, jeg skal arbejde på bestemte klokkeslæt. Heller ikke mig, der har valgt, jeg skal have al min arbejdstid på skolen.
Men jeg glæder mig.

Jeg glæder mig til at have fri - helt fri, når jeg går hjem til min familie og mit hjem. Jeg skal ikke bruge mine aftener på at læse/rette/organisere/tænke/tale om/forberede noget som helst skoleagtigt.
DET BLIVER SÅ GODT! - for mig altså.

Hvordan det bliver for mine elever - det ved jeg ikke. Jeg kender nemlig ikke min undervisningstid, mine fag, mine elever eller min forberedelsestid endnu. Men det kommer nok næste uge - vi har masser af tid...?

Derfor tager jeg Ja-hatten på og møder frisk op mandag d. 4. august. Ville ønske, jeg havde hæklet så fin en Ja-hat, som frøkenen og baronen. Så kunne jeg måske få nogle nye bestillinger med hjem..?

frøkenen og baronen


fredag den 11. juli 2014

Vibber, du er så narvåren....

Kender I udtrykket "narvåren"?

Det bruger min mand ofte om mig. Jeg tror, det betyder:"Du er så let at narre", men på en god måde. Altså, at jeg er lidt naiv og godtroende. Det er jeg også men ikke altid.

Nogle gange ved jeg godt, jeg burde lade være med at lade mig lokke. Men alligevel så fristes jeg over evne og lader mig lokke. Det er vel ikke at lade sig narre vel..?

I dag så jeg i Fakta en supersød rengøringstaske. En nuttet lille turkis plastik taske indeholdende turkise klude, skuresvampe og en børste med beholder til opvaskesæbe. Kun 49 kr.

Egentlig har jeg ikke brug for flere klude. Skuresvampene kunne jeg måske få brug for senere....men ikke lige nu. Børsten har jeg slet ikke brug for. Vi har nemlig en pumpe til opvaskesæbe installeret i vores køkkenvask. Så egentlig skulle jeg bare gå forbi den søde lille rengøringstaske.

Det kunne jeg bare ikke.....

For det første var den turkis - min yndlingsfarve. Hvis den havde været gul eller sort havde jeg ikke valgt den!
For det andet var det slet ikke rengøringstingene, der havde mit fokus. Det var tasken. Lækker lille, men ikke for lille, størrelse. Perfekt til strikketøj. Nem, let og også lidt fiks.

Derfor røg den i kurven og med hjem. Her blev kludene lagt i skabet, svampene i skuffen og børsten foræret til min brors kæreste.
Tilbage var tasken. Den passer perfekt til det hakke-eksperiment, jeg har gang i. Så nu er der mulighed for at få det færdigt....

SÅ måske er jeg narvåren engang imellem - men det er helt bevidst narvåren!
(og så er det vel ikke så slemt..?)

Er den ikke bare sød..?

mandag den 7. juli 2014

Hundepasser

Vi har ikke hund - og skal heller ikke have hund. Vi har travlt i hverdagen og synes ikke, vi kan tilbyde en hund at skulle være alene så mange timer.
Min bedre halvdel havde hund sammen med sin ex-kone og har ikke gode minder derfra - derfor VIL han ikke have hund.
Det synes vores børn er rigtig træls - for at sige det på nordjysk!

Engang imellem får vi mulighed for at passe min svigerinde og svogers lille Jack Russel Terrier. Hun hedder Fiffi og er noget så sød. Hun er lidt hidsig - ja, man er vel en terrier, - legesyg og vil gerne ligge tæt sammen med mennesker i sofaen. Og ja, hun får selvfølgelig lov til at ligge i sofaen.

Det er hyggeligt og rigtigt dejligt. 

Denne gang var det desværre kun 3 dage - hun er allerede tilbage hos sin familie.
Men...vi har lidt af Fiffi tilbage - en masse hundehår - det er jo også noget :-)







søndag den 6. juli 2014

Jeg er ved at lande...

... i forhold til skolereformen.

Har lige skrevet min sidste forældremail fra min hjemadresse. Næste år foregår alt mit arbejde på skolen ved min nyindrettede skrivebordsplads. Det er godt nok noget, jeg skal vænne mig til. Måske bliver det godt for mig - det med at få fri og holde fri, når jeg er hjemme..? Det må tiden vise.

... i forhold til min mor.
Savner hende stadig, men er ved at forstå, hun ikke kommer forbi mere. Der er ikke flere søde, drilske og nogle gange lidt stærkt guidede kommentarer på mit liv og mine valg. Nu tænker jeg bare, hvad hun mon ville have sagt og smiler ved tanken.

... i forhold til mit kreative liv.
Jeg er begyndt at sy igen. En kollega manglede en frugtpose. Det blev starten. Så fik jeg syet de puder, der blev købt ind til for længe siden. Nu skal jeg i gang med et par sommerbukser. Har også længe haft en dørmåtte til at ligge. I går fik jeg endelig taget mig sammen til at sprøjtemale den. Ret godt tilfreds med udfaldet.





... i forhold til haven og udeliv.
Aldrig før har jeg været så meget med her først i juli. Sommerplanter indkøbt (og nogle endda selvsået fra frø) og pottet om i diverse potter. Høstet jordbær og rabarber og bagt rabarbercrumble - lækkert. Mangler en lille smule ukrudt langs fortov. Det tager jeg næste gang, solen skinner.

... i forhold til ombygninger.
Olivers værelse er nææææsten færdigt. Nu kommer den sjove fase. Indflytning og detaljer. Grønne planter og indretning. Det bliver så godt.
Udenfor mangler vi et lille skur med overdækning, så cyklerne ikke skal optage al plads i pergolaen. Peter starter næste uge med det lille projekt.

Så alt i alt er jeg klar til at nyde sommeren og sommerlivet.
God ferie til alle, når I når dertil.

Mit evigheds sommerprojekt....


Jeg hækler kun på dette tæppe om sommeren og helst på vores lange ture i bil fra et feriested til et andet og hjem igen. Selvom det efterhånden er ved at være stort, er det ikke for varmt. Det er hæklet i den lækreste bomuldsgarn fra Sandnes Garn. Mandarin Petit hedder den. Lækker i farverne, fast i garnet og utrolig let.
Garnet er købt ved H. H. Garn i Nørresundby. Jette er i øvrigt af samme opfattelse som jeg: Enhver form for transporttid er spildtid. Hvis ikke man har et håndarbejde i hånden.
Dette er mit et par somre endnu, tror jeg. Men alt godt kommer til den, der venter, siger et gammelt ordsprog. Det tror jeg på.
Har lige "tanket op" med garn, så jeg ikke løber tør på bilturen - det ville være SÅ ærgeligt.
Hvad arbejder I med i sommervarmen..?


tirsdag den 3. juni 2014

Hyldeblomst-tid






På vej hjem fra arbejdet så jeg pludselig, hyldeblomsterne i fuld flor. Så er det til til at høste og lave saft. Vi elsker saften og bruger den både i mad og til at drikke - især med danskvand (vi kalder det børnechampagne).
Min opskrift kan du finde her.

mandag den 28. april 2014

Merci...fordi, du er til.







I dag blev jeg rørt. Næsten til tårer foran kaffeautomaten. 

Her gik det op for mig, hvor stort det var - det, der var sket bare en halv time før.
Et forældrepar havde booket tid til en ekstra samtale. Ikke for at tale om deres barn. 
De havde behov for at sige pænt farvel til os - min kollega og jeg. 
Vi skal ikke have deres dreng mere - han fortsætter på skolen, men rykker op i 7. kl. og dermed i udskolingen. Vi bliver på mellemtrinnet og skal sige farvel til sommer.
De tog begge fri fra arbejde for at komme ind på skolen og sige tak - havde endda chokolade med.

Det rører mig dybt.
De tog sig tid til at sige tak. Det varmer helt ind i sjælen.
Gid, der var flere, der ville give sig tid til at sige tak. Det har vi brug for.


onsdag den 23. april 2014

Aalborg FF









For et års tid siden startede der et alternativ til økologiske grøntsager til en billig pris og med lokale leverandører.
Jeg meldte mig ind og har fulgt initiativet på afstand. I starten kunne man ikke se, hvad poserne indeholdt - det passede dårligt til vores familie. Jeg har før fået kasser fra både Aarstiderne og et lille gartneri ved Farsø. Begge rigtig fine, men begge indeholdt grøntsager, vi aldrig fik brugt. Det var for dyrt. Derfor har jeg fulgt Aalborg FF. Nu kan du bestille ugens grøntsager og æg.

Man skal bestille "posen", der er en lækker stof mulepose med logoet printet på forsiden, inden fredag ugen før. Derefter kan man hente varerne onsdag ugen efter mellem kl. 16 og 18. Alt foregår i frivillighedens ånd, du forpligter dig til at yde en indsats, når du har mulighed for det. Det kan være at pakke grøntsagerne eller ordne administrative opgaver.

I dag hentede jeg min første "sending" grøntsager og æg. Ca. 2 kg kartofler, ca. 2 kg gulerødder, porrer, kinaradiser og hvidkål. Alt dette for 100,- kr. Det er da billigt! 2,50 kr pr. æg - ikke billigt, men stadig billigere end Netto og Føtex. (Og så kan du bestille lige præcist det antal, du har brug for!)

Det er bestemt ikke sidste gang - friske varer og søde mennesker. Må hellere få sat mig på en vagt :-)
Hvis du vil læse mere om Aalborg FF, så kig her:http://www.aalborgff.dk



mandag den 21. april 2014

Jeg har mistet min mor.



D. 20. september sidste år mistede jeg min mor. 

Totalt uventet for alle. På ingen måde forberedt eller bare et lille hint om, det var nu, det skulle ske. 

Hun havde sagt, hun var blevet spået, hun ville blive rigtig gammel og det troede vi fuldt og fast på. Som et barn tror på sin forælder. Ubetinget. Fuld af kærlighed.

 I den tid der er gået siden, er det for alvor op for mig, hvor meget hun egentlig betød i mit liv. Hvor mange ting vi havde tilfælles, hvor godt vi kendte hinanden og hvor uendelige mange ting, der nu aldrig vil blive det samme.

Jeg savner at kunne ringe, komme forbi og lige få uventet besøg. Lige at fortælle om dette og hint, som jeg ved, hun ville have en god kommentar til. Jeg savner at høre hende grine.
Jeg savner hendes livssyn - optimistisk og fuld af planer. Jeg savner vores indforståethed - bare et blik gennem hele lokalet, så vidste vi, hvad vi mente.

Jeg tuder stadig - lige pludselig. Stille under dynen. Under strygning. I haven under æbletræet. Når børnene leger. Tulipanerne står side om side udenfor - hun var med til at lægge løgene. Og nu - hvor jeg skriver.

Sådan er det nok. Sorgen. Jeg har mistet min uskyldige tro på, min verden er urørlig. Mit hjerte har fået et sår, der aldrig vil læges.
 Jeg har mistet min mor.